En drøm i min baghave

DR har gennem to år forberedt en udsendelse om planlægning af VE-anlæg i Sdr. Vium. En lille landsby i et sogn i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune - som jeg har været en del af fra 2013-2025 - har begået en fejl i forbindelse med planlægningen og den efterfølgende demokratiske debat omkring denne sag.

I et forsøg på at være reelle og åbne, anvendte byrådet begrebet bruttoarealer. I den sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune var der således udpeget 1600 hektar som et bruttoareal til solceller. Jeg tror ikke der er nogen der på noget tidspunkt havde forestillet sig, at der ville komme 1600 hektar solceller i det område.

Som det også fremgår af de to dokumentarudsendelser, endte projektet også med knap 500 hektar. Også dette projekt faldt – af markedsmæssige og juridiske årsager. EU lempede lovgivningen, således at definitionen på grønt brændstof blev bredere. Det er i grunden en helt anden sag.

Uanset omstændighederne skulle vi have grebet processen anderledes an.

Jeg tror vi skulle have startet processen med at tænde for drømmene blandt borgerne i den sydlige del af kommunen. Vi skulle starte hele processen med at lave en helhedsplan for området og brugt den frie fantasi til at skabe helt nye sogne med helt nye udviklingsmuligheder.

Jeg må fastholde et synspunkt om, at VE-midlerne til området ville kunne gøre en forskel i forhold til bosætning, flere værdifulde rekreative værdier, udvikling af helt nye initiativer hvor kun fantasien ville være begrænsningen. 500 hektar solceller ville kunne give et afkast på omkring 50 millioner kroner til sognet. Det er så store summer, at det flytter noget. Det ville kunne realisere store drømme.

De drømme tror jeg faktisk mange gerne ville give plads til i baghaven.

I stedet offentliggjorde kommunen et scenarie hvor 1600 hektar solceller – tegnet og visualiseret fra luften – ligner noget fra en science-fiction film.

Min påstand skal være, at vi kunne etablere 500 hektar solceller i Sdr. Vium klogt – så de stort set ikke ville være synlige ret mange steder efter 5-6 år, når randbeplantningen har pakket dem ind.

Under alle omstændigheder er der ingen mennesker der nogensinde kommer til at betragte solceller fra luften - med mindre man flyver hen over dem. Og det er dog en oplevelse med en begrænset varighed.

Jeg tror debatten ville være blevet en anden i sognet, hvis vi havde skruet lidt mere op for drømmene.

I udsendelserne – og ved andre lejligheder – har jeg anvendt begrebet ”funktionstømte landsbyer”. Hvad er en funktionstømt landsby egentlig? Jeg er blevet bevidst om at udtrykket har provokeret nogle borgere. Det har slet ikke været min hensigt.

Lad os tage udgangspunkt i Sdr. Vium. Det er den der er omtalt i dokumentaren og der er jeg selv født og opvokset.

Sdr. Vium har haft to perioder indenfor de sidste 100 år, hvor byen af forskellige årsager har udviklet sig. I 1913 fik byen jernbane. Strækningen fra Tarm til Nr. Nebel slog et ulogisk sving ind omkring Sdr. Vium. Årsagen skulle angiveligt være den omstændighed, at byen dengang var beriget med et folketingsmedlem, nemlig Venstremanden, Lucas Peder Ovesen.

Sådan kan politik også være. Det er der egentlig talrige eksempler på mange andre steder i Danmark.

I midten af 1950’erne fik byen en ny storhedstid. Det skete da staten traf en beslutning om at udstykke 56 husmandsbrug på Østerheden og Tingheden. Projektet tilførte sognet mere end 250 nye borgere.

Sdr. Vium er således bygget op omkring en landbrugsstruktur – med alle de funktioner der var en naturlig del af landbruget. I min barndom havde Sdr. Vium således et mejeri, en smed, en cykelhandler, en slagter, en bager, en købmand og en brugsforening – udover en række håndværkere. Derudover en velfungerende folkeskole med 150 elever.

Der er intet tilbage. Det er der en god grund til, for landbruget i området har ikke brug for de funktioner længere. På den måde er landsbyen funktionstømt.

Det betyder jo ikke nødvendigvis at byen er død, ikke er værd at bosætte sig i, ikke er værd at være sammen med sin familie omkring. En funktionstømt kan sagtens være velfungerende med et godt foreningsliv etc. Problemet med en funktionstømt landsby er, at den ikke tilføres udvikling – og det vil få konsekvenser. På den korte bane, men i særlig grad på den lange bane.

Det har været fremført i debatten, at sognet bliver affolket, hvis VE-anlæggene bliver etableret. Beboerne vil flytte derfra, fordi de ikke kan holde ud at se på VE-anlæg.

Efter min opfattelse, er det et argument der er opfundet til lejligheden. Fraflytningen fra funktionstømte landsbyer er desværre en meget gammel nyhed. Skolen i Sdr. Vium lukkede for mange år siden. Det samme kan man sige om mange af byens øvrige funktioner.

I 1965 var der omkring 675 indbyggere i sognet. I dag er der omkring 425. Tallet er faldet gennem de sidste 50 år. Ikke dramatisk, men lidt hele tiden.

Jeg er bange for rigtig mange landsbyer i Danmark får det svært i fremtiden. Funktionstømte landsbyer kan være dejlige at bo i, men det forudsætter at helt grundlæggende forhold er i orden - og at der er udsigt til en eller anden form for udvikling.

Denne udvikling kan sikres gennem etablering af VE-anlæg. Endda i et omfang vi ikke tidligere har været vidne til i Danmark