En drøm i min baghave

DR har gennem de sidste to år forberedt en udsendelse om planlægning af VE-anlæg i Sdr. Vium. Udsendelsen tager udgangspunkt i projektet Megaton.

I Kulturhuset SKOLEN i Sdr. Vium var der forleden forpremiere på begge udsendelser og efterfølgende en debat med Mads Fuglede og undertegnede.

Udsendelserne bliver bragt de næste to mandage på DR1. Jeg håber seerne bliver klogere på det svære dilemma sagerne om VE-anlæg repræsenterer.

I forbindelse med den debat vi har været igennem, vil jeg gerne komme med en velment indrømmelse. Den står for egen regning, men det bliver den jo ikke mindre velment af.

I byrådet har vi begået en gigantisk fejl i forbindelse med planlægning af VE-anlæg. I et forsøg på at være reelle og åbne, anvendte vi nemlig begrebet bruttoarealer. I den sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune var der således udpeget 1600 hektar som et bruttoareal til solceller. Jeg tror ikke der er nogen der på noget tidspunkt havde forestillet sig, at der ville komme 1600 hektar solceller i det område.

Som bekendt endte projektet også med knap 500 hektar. Også dette projekt faldt – af markedsmæssige og juridiske årsager.

Uanset omstændighederne skulle vi have grebet processen anderledes an.

Jeg tror vi skulle have startet processen med at tænde for drømmene blandt borgerne i den sydlige del af kommunen. Vi skulle lave en helhedsplan for området og brugt den frie fantasi til at skabe helt nye sogne med helt nye udviklingsmuligheder.

Jeg må fastholde et synspunkt om, at VE-midlerne til området ville kunne gøre en forskel i forhold til bosætning, flere værdifulde rekreative værdier, udvikling af helt nye initiativer hvor kun fantasien ville være begrænsningen.

Den drøm tror jeg faktisk mange gerne ville give plads til i baghaven.

I stedet offentliggjorde kommunen et scenarie hvor 1600 hektar – tegnet og visualiseret fra luften – ligner noget fra en science-fiction film.

Min påstand skal være, at vi kunne etablere 500 hektar solceller i Sdr. Vium klogt – så de stort set ikke ville være synlige ret mange steder efter 5-6 år, når randbeplantningen har pakket dem ind.

Jeg tror debatten ville være blevet en anden i Sdr. Vium, hvis vi havde skruet lidt mere op for drømmene.

I udsendelserne – og ved andre lejligheder – har jeg anvendt begrebet ”funktionstømte landsbyer”. Hvad er en funktionstømt landsby egentlig? Jeg er blevet bevidst om at udtrykket har provokeret nogle borgere. Det har slet ikke været min hensigt.

Lad os tage udgangspunkt i Sdr. Vium. Det er den der er omtalt i dokumentaren og der er jeg selv født og opvokset.

Sdr. Vium har haft to perioder indenfor de sidste 100 år, hvor byen af forskellige årsager har udviklet sig. I 1913 fik byen jernbane. Strækningen fra Tarm til Nr. Nebel slog et ulogisk sving ind omkring Sdr. Vium. Årsagen skulle angiveligt være den omstændighed, at byen dengang var beriget med et folketingsmedlem, nemlig Venstremanden, Lucas Peder Ovesen.

I midten af 1950’erne fik byen en ny storhedstid. Det skete da staten traf beslutning om at udstykke 56 husmandsbrug på Østerheden og Tingheden. Projektet tilførte sognet mere end 250 nye borgere.

Sdr. Vium er således bygget op omkring en landbrugsstruktur – med alle de funktioner der var en naturlig del af landbruget. I min barndom havde Sdr. Vium således et mejeri, en smed, en cykelhandler, en slagter, en bager, en købmand og en brugsforening – udover en række håndværkere. Derudover en velfungerende folkeskole med 150 elever.

Der er intet tilbage. Det er der en god grund til, for landbruget i området har ikke brug for de funktioner længere. På den måde er landsbyen funktionstømt.

Det betyder jo ikke nødvendigvis at byen er død, ikke er værd at bosætte sig i, ikke er værd at være sammen med sin familie omkring. En funktionstømt kan sagtens være velfungerende med et godt foreningsliv etc. Problemet med en funktionstømt landsby er, at den ikke tilføres udvikling – og det vil få konsekvenser. På den korte bane, men i særlig grad på den lange bane.