“Fri mig for et tåbeligt arbejde på en fabrik ..!”
Mandag den 8. september og mandag den 15. september sender DR1 dokumentarudsendelserne “Ikke i min baghave” der handler om etablering af VE-anlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune.
I den anledning bringer jeg her et indlæg der tidligere har været bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern i 2024.
Begge udsendelser kan streames fra bunden af artiklen.
Min far er født i 1926. Han er født på en gård et sted nede i Jylland. Han var den ældste af tre brødre og han er opvokset i et patriarkalsk hjem, hvor det ikke var et tema, hvilket arbejde man skulle have i livet. Den ældste søn i børneflokken overtog den fædrende gård - og drev landbruget videre - og forlængede således en tusindårig historie i Danmark, hvor mennesker lever af jordens afgrøder. Altsammen med en selvfølgelighed og en forventning der lå som et åg på skuldrene af alle unge mænd.
Imidlertid mødte min far min mor. Og kærlighed kan vende og og ned på mange ting. Min mor så ikke sig selv i rollen som den der skulle leve op til hendes svigerfars patriarkalske forventning. En del af opgaven bestod nemlig i, at min fars far skulle serviceres i hjemmet. Dertil kom, at min far havde en udviklingshæmmet bror. Han var også en del af pakken. Min mor kunne sagtens se, at der kunne blive nok at se til, men hun havde andre drømme i livet.
Fødehjemmet blev således overdraget min fars bror - og min far måtte så kigge sig om efter det kompromis der kunne tilfredsstille den faderlige forventning om at blive landmand - og min mors drømme om et liv med andre opgaver end de hjemlige.
Hedeselskabet opdyrkede fortsat den jyske hede - og min morfar anbefalede min far og mor, at afprøve den mulighed. I 1956 byggede de en statsejendom på Lønborg Hede. 24 tønderland grå sand udgjorde potentialet og de etablerede sig med drømmen om at få fod under eget bord. Stå op med solen, dyrke jorden, klø dyrene bag øret og stå i solnedgangen med sin medhjælpende hustru i hånden og være tilfreds med livet.
Sådan gik det ikke. Slet ikke.
Danmark transformerede sig nemlig samtidig fra at være et landbrugsland til at blive et industrisamfund. Fabrikker med produktion af alt tænkeligt til det moderne velfærdssamfund skød op overalt i provinsen og det romantiske billede af dansk landbrug blev opløst. Projektet med små husmandsbrug var - set i bagklogskabens ulideligt klare lys - håbløst!
Uanset de håbløse omstændigheder, voksede jeg op på Østerheden. Gik i Sdr. Vium Skole og havde en barndom præget af stærke fællesskaber og et solidt foreningsliv omkring en lille landsby hvor man kunne hente alt det en husstand havde brug for. En tur til Tarm var en sjælden begivenhed. Hvad skulle vi dog der?
Samtidig udviklede landbruget sig til at blive en krise for min far. En identitets- og livskrise. Han kunne ikke leve op til sin fars og egne tunge forventninger om at blive en dygtig landmand. Og samfundet havde ikke brug for ham som landmand, for Danmark havde ikke brug for en lille landmand med 24 tønderland. Danmark havde brug for store landbrug med en effektiv eksportproduktion - og derudover havde Danmark brug for en moderne industri. Der lå udviklingen. Der lå det nye samfunds muligheder.
Der ville min far ikke være. “Fri mig for et tåbeligt arbejde på en fabrik”, hørte jeg ham sige flere gange i min barndom. Mange af naboerne havde for længst taget konsekvensen af det håbløse husmandsprojekt - og havde taget arbejde på kedelfabrikken i Tarm eller textilfarveriet i Skjern.
Min mor fik arbejde på sygehuset i Tarm. Hun tryglede min far om at få arbejde udenfor hjemmet, så købmand og foderstof kunne betales. Han afviste det bittert.
Mit barndomshjem ligger i dag der, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om at placere mere end 1600 hektar solceller. Solceller, som skal producere strøm til en kommende brintfabrik i Stoustrup øst for Tarm.
Jeg understreger, at jeg ikke har nogen som helst anelse om den ansøgning nogen sinde bliver imødekommet. Hverken helt eller delvist. Det er slet ikke min pointe med denne historie. Min pointe er en helt anden.
Det handler om personlig identitet, kulturarv og om hvad vi skal leve af i fremtiden.
Måske er der en sammenhæng mellem Danmarks transformation fra et landbrugssamfund til et industrisamfund - og så den vrede, skuffelse og frustration vi i øjeblikket oplever ved tanken om, at den tidligere landbrugsjord skal have solceller som en kommende afgrøde?
Det handler om klimaforandringer, forsyningssikkerhed og penge. Ja, men det handler måske også om en identitetsforskydning? At vestjyder stadig opfatter sig selv som en del af en landbrugskultur, hvor markerne er en del af det produktionsapparat der gennem flere hundrede år har brødfødet familien. I debatten bliver politikerne ofte bebrejdet, at vi kan komme i tanke om at gøre det mod naturen.
Der er ikke meget natur i solceller. Det anerkender jeg. Men der er heller ikke meget natur i en kornmark. Til gengæld er der måske mere identitetsforståelse i en kornmark end der er i solceller?
Når jeg lytter til modstanderne af vedvarende energianlæg, er der en remisens af min fars stemme i tonelejet. Fri mig for de tåbelige industrianlæg!
Vestjylland har ikke fået ret meget foræret gennem historien. Til gengæld har vi en viljestyrke og vedholdenhed, når det drejer sig om at klare os selv i en kompleks verden. Vi anerkender værdien af et arbejde. Vi møder til tiden og går ikke hjem før vi er færdige. Vi er sjældent syge og vi er loyale overfor vores arbejdsplads i et omfang der er helt uhørt andre steder i Danmark.
I dag er Ringkøbing-Skjern Kommune blandt de kommuner i landet med flest industriarbejdspladser. Danmark bevæger sig lige nu i retning af at blive absolut førende, når det gælder den grønne omstilling. Fremtidsforskere mener den grønne omstilling vil skabe op mod 400.000 nye jobs i Danmark. Mange af de nye jobs vil sikre økonomisk og social udvikling i de dele af Danmark der historisk har været udfordret - fordi de har ligget længst væk fra Støjbergs forhadte københavnske saloner.
Vi har vindmølleproducenterne, arealerne, vinden og viljen - og vi har Nordsøen som nærmeste nabo. Nordsøen får i fremtiden en helt anden rolle i international energipolitik.
Jeg tror vi står på dørtrinnet til helt nye muligheder i Vestjylland. Jeg tror vi skal gribe de muligheder - og jeg tror vi skal supplere den gamle landbrugskultur med en helt ny identitet som nye generationer vil have respekt og veneration for. Fordi det er godt for klimaet, erhvervslivet og arbejdspladserne. Og fordi det er godt for et nyt liv på landet.