Prøv med sandheden
Jeg har fået nyt job. Efter mange år på Laugesens Have, besluttede jeg mig for – for et par år siden – at opsige min stilling, for at blive rådgiver på Behandlingscenter Tjele. Jeg var selv i behandling for et alvorligt alkoholmisbrug for 21 år siden – og jeg har i flere år overvejet, om ikke jeg skulle bruge den sidste del af mit arbejdsliv på at hjælpe andre med det der reddede mit liv for mange år siden.
Det er ikke nogen overdramatisering at definere afhængighed som livsfarligt. Selv om kroppen holder til meget mere end de nære relationer, så kan ingen organer holde til det sygelige forbrug som afhængige har – uanset om misbruget retter sig mod alkohol, hash eller kokain. Eller lidt af det hele.
Til gengæld har den aktive alkoholiker en sær evne til at bagatellisere sit misbrug, manipulere sine relationer til at forstå, at der ikke er tale om en afhængighed. Der er tale om passion eller pligt eller socialisering eller personlig udvikling eller stress eller tørst eller smerte eller noget andet underligt.
Alkoholikeren benægter typisk sit misbrug i et omfang der ville være komisk – hvis ikke det var fordi det er en livsfarlig løgn. Der dør omkring 3000 mennesker i Danmark om året af alkoholisme. I deres egen selvforståelse har ingen af dem fået mere end en enkelt. Sandheden er afhængighedens første offer.
Alkoholisme er tabuiseret. Egentlig er det ulogisk, for vi tilhører den del af verden der drikker mest – og hvor alkohol er en væsentlig del af en social kulturarv. Det er uden betydning for dem der kan stoppe igen. Men for dem der bliver afhængige, bliver det en livsfarlig følgesvend som får afhængige til at svigte og såre dem de holder allermest af. Og når vi drikker så meget i Danmark – så vil der statistisk være flere der bliver afhængige. Al forskning viser, at afhængighed rammer befolkningen som spredehagl – nemlig fuldstændig tilfældigt.
Der er omkring 200.000 afhængige i Danmark der burde være i behandling. Omkring hver af dem er der mindst 6 pårørende. Det betyder at mere end én million mennesker vågner hver morgen og er direkte eller indirekte påvirket af afhængighed.
Måske skal vi til at tale lidt mere om denne lidelse?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad man skal gøre, hvis man kender én der er alkoholiker. Hvordan hjælper man bedst? Jeg kommer ofte til at give det råd, at når de har prøvet alt andet – så prøv med sandheden!
For nogen er det en selvfølge. Men for de fleste er det grænseoverskridende, at skulle konfrontere et menneske man holder af – med sandheden om at de drikker for meget – og at de har brug for hjælp.
I den forbindelse har jeg lyst til at fortælle om en oplevelse i mit nuværende job, som gjorde et meget stort indtryk på mig.
Jeg har telefonvagten en aften på Behandlingscenter Tjele og sidst på aftenen ringer en kvinde, som var omkring 50 år gammel. Hun er ked af det. Hun er også beruset, men ikke mere end at jeg sagtens kan tale med hende.
Hun fortæller mig, at hun drikker – og at hun har forsøgt at stoppe i mange år. Afhængighed har store omkostninger – og hun kan mærke, at hun ikke kan længere. Hun har brug for hjælp.
Hun fortæller mig, at hendes søn havde lagt en seddel på hendes natbord, hvor han havde skrevet;
”Kære mor. Vil du ikke nok holde op med at drikke? Jeg er bange for du dør af det! Hilsen Emil”
Jeg kan høre hun sidder med sedlen i hånden – og jeg forestiller mig, at hun har kigget på den seddel mange gange. Foldet den ud, læst den – og foldet den sammen igen.
Det gør et stort indtryk på mig. Jeg spørger hende hvor gammel hendes søn er – og hun fortæller mig, at han var 8 år, da han skrev sedlen. Han kunne dårligt skrive og stave – fortæller hun.
Vi taler videre om behandling og hun er fast besluttet på, at hun vil i behandling. På et tidspunkt skal vi aftale, hvordan hun kommer til behandlingscentret dagen efter. Og i den forbindelse siger hun pludselig;
”Jamen Emil siger, at han gerne vil køre med mig!”
”Emil?” udbryder jeg. ”Han kan da ikke køre bil?”
”Jo, han er lige blevet 25 år og har selv bil!”
Og Emil ville gerne køre sin mor i alkoholbehandling og han kom med hende dagen efter. Hun blev ædru – og mig bekendt er hun det stadig.
Emils mor var drevet af en seddel – skrevet af hendes søn på 8 år. Sandheden – formuleret af en lille dreng - 17 år tidligere. Sedlen havde ligget i hendes natbord og hun havde kigget på den mange gange. Hun skulle være gået i behandling noget tidligere – ja, det er uden for enhver tvivl. Men nu gjorde hun det – og hun gjorde det, fordi hun mange år tidligere var blevet præsenteret for sandheden. Af hendes egen søn.
Når pårørende har prøvet alt andet, så tror jeg de skal prøve at fortælle sandheden. Det kan godt være det sviger. Det kan godt være alkoholikeren bliver sur, ked af det, skuffet og benægter det hårdnakket. Men jeg tror sandheden bliver svejset ind i hjernen på alkoholikeren – og der bliver den siddende – indtil alkoholikeren en dag bliver klar til en behandling – og endelig får muligheden for at vende tilbage til et ordentligt og værdigt liv.